Stadigt færre børn læser i fritiden

Børn læser

Bøger kan være med til at styrke børns indføling og evne til at fordybe sig. Alligevel læser færre og færre børn regelmæssigt litteratur i deres fritid. 3 ud af 10 elever mellem 3. og 6. klasse læser sjældent eller aldrig bøger. I 7. klasse er det knap halvdelen af eleverne, der sjældent eller aldrig dyrker fritidslæsning. Forældre kan være med til at opmuntre deres børn til at finde læsegejst frem for at opfatte læsning som en pligt.

Motiver dit barn til at læse  

Mange børn i skolealderen bruger flere af døgnets timer på at spille computer, se fjernsyn eller være på sociale medier. De er vokset op i en verden, hvor alting skal gå hurtigt, og hvor det kan være svært at finde ro til at fordybe sig i en bog. Nogle opfatter ligefrem bøger som kedelige. Som forælder kan du prøve at ændre dit barns syn på bøgerne, så barnet ser bøgerne som spændende og afstressende. Det gøres lettest ved at introducere barnet for en masse bøger i en tidlig alder, så det bliver bekendt med og vant til bogmediet.

Du kan også introducere dit barn for lydbogmediet. Dit barn kan høre lydbøger inden sengetid, på vej til skole, eller I kan sætte en lydbog på i fællesskab over morgenmaden. Læser eller lytter I til bøger i fællesskab som familie, kan I snakke videre om dem sammen. Det er både hyggeligt og lærerigt for barnet. Bøger udvider barnets ordforråd og dets forståelse af verden, og de ansporer både den logiske sans og fantasien.

Som forælder kan du også gøre dit barn opmærksom på, at litteratur indbefatter alverdens emner. Har dit barn en særlig interesse, er der altså god sandsynlighed for, at I kan finde en bog, der matcher den. Det kan være bøger, der omhandler computerspil, heste, musik eller noget helt fjerde. Både boghandlere og biblioteket har et bredt og varieret udvalg, som dit barn kan gå på opdagelse i.