Babytegnsprog vinder frem i popularitet

Dreng laver håndbevægelse

Babytegnsprog er et nyere fænomen, der blandt danske forældre for alvor er blevet populært inden for de seneste fem til ti år. Det går ud på, at forældre bruger babytegn til at kommunikere med deres barn før talealderen. Babytegnene er simple håndbevægelser, som forældrene laver for at signalere for eksempel ’mad’, ’mælk’ eller ’mor’. Målet er at få barnet til at forstå babytegnene og også selv lære håndtegnene, så det kan signalere sult, træthed eller andre basale behov.

 Babytegnsprog giver barn og forælder et indbyrdes sprog

Det kan være svært for forældre at regne ud, hvad deres barn prøver at udtrykke gennem gråd eller pludren. Det bliver lettere at forstå ved brug af babytegnsprog ifølge fortalere for fænomenet. De peger på, at forælder og barn kan danne et fælles sprog ved hjælp af simple håndbevægelser.

Fortalere for babytegnsprog vurderer også, at babytegnene styrker relationen mellem barn og forælder, og at barnets sprog udvikles hurtigere. Forskning på området er dog stadig relativt sparsom, så det må være op til de enkelte forældre at vurdere, om babytegnsprog knytter et stærkere bånd mellem dem og deres børn.

Sådan kommer du i gang med babytegnsprog

Har du lyst til at give dig i kast med babytegnsprog, kan du begynde, fra når dit barn er seks til otte måneder gammel. Babytegnsprog egner sig til forældre med børn mellem et halvt og to år. Når et barn er omkring 10 måneder gammel, vil det typisk så småt begynde selv at kunne lave håndbevægelserne.

For at komme i gang med babytegnsprog kan du hente apps eller finde bøger om emnet i boghandlere eller på biblioteket. Landets biblioteker holder også jævnligt workshops i babytegn, og de oplever en stigende interesse i babytegn fra forældre.

Til en start kan du også forsøge dig med selv at finde på babytegn. Her skal du have øje for, hvad der kendetegner det, du vil udtrykke. Vil du for eksempel udtrykke en person, en ting eller et dyr, kan du finde et karakteristika ved personen, tingen eller dyret og vise det med håndtegn. Hold øjenkontakt med din baby undervejs og sæt ord på, imens du laver håndtegnet. Start i det små og se, hvordan det går, og om det er noget for jer.