Har du mere en ét barn, er det faktisk ikke usandsynligt, at det ældste barn i søskendeflokken er klogest. Det har forskere fra University of Edinburgh fundet frem til med et nyt studie. Forældre bærer ofte en del af ansvaret for, hvis deres ældste barn er mere velbegavet end sine yngre søskende, viser studiet også.
Højere IQ
Næsten 5000 børn har deltaget i det skotske studie. Forskerne bag studiet har fulgt børnenes udvikling fra fødslen og op til 14-årsalderen. Hvert andet år har de testet børnenes ordforråd og evne til at læse.
Ved at følge børnenes udvikling fandt forskerne, at den ældste søskende oftest var klogere end sine søskende, skriver Daily Mail. Studiets førstefødte børn havde i gennemsnit en højere IQ. Senere i livet havde studiets ældste søskende også et højere uddannelsesniveau og tjente flere penge.
Undersøgelsen er publiceret i det internationale tidsskrift Human Resources Journal.
Forældreadfærd kan forklare forskelle
Forældres adfærd kan forklare, hvorfor førstefødte børn ofte er klogere end de næste i søskenderækken. Det har forskerholdet fra University of Edinburgh udledt af deres undersøgelse.
Studiets ældste børn fik i reglen mest opmærksomhed fra deres forældre som baby, hævder forskerne. De havde blandt andet modtaget mest følelsesmæssig støtte. Forældrene var også mest opmærksomme på at udvikle deres førstefødte barns færdigheder. Det gjorde de ved at stille barnet over for udfordrende opgaver på forskellig vis.
Samme opmærksomhed gav undersøgelsens forældre i reglen ikke de næste børn i rækken. Forældrene stimulerede ikke børnene i så høj grad som de stimulerede deres førstefødte barn de første tre år af dets liv. For eksempel brugte de mindre tid på at læse bøger, spille på musikinstrumenter og være kreative med de yngre børn.
Det gælder naturligvis ikke i alle søskendeflokke, at den ældste er klogest, ligesom at mange forældre giver deres babyer lige meget opmærksomhed. Men studiet kan alligevel være tankevækkende for nogle.