YouTube Kids kan nu bruges i Danmark

Youtube Kids i Danmark

YouTube Kids har været en yderst populær børneversion af YouTube, lige siden den blev tilgængelig i USA i 2015. Fra starten af februar i år har det også været muligt at hente versionen herhjemme. Det er til glæde for mange danske forældre, der længe har savnet en regulering af det almindelige YouTube, der henvender sig til personer over 13 år.

Videounivers tilpasset børn

Indholdet på den nye app indbefatter populære videoer til de små fra YouTubes anselige udvalg. Blandt andet kan nævnes tegnefilms-tv-serien Gurli Gris. Indholdet henvender sig til børn mellem 3 og 12 år. En stor del af indholdet er dansk.

Med YouTube Kids bliver det muligt for forældre at kontrollere deres børns skærmtid. Det er også muligt for forældre at blokere bestemte videoer, så deres børn ikke ser dem.

En mere sikker version af YouTube

Målet med YouTube Kids er at give børn et mere sikkert og børnevenligt univers end hovedtjenesten tilbyder. For at opnå det benyttes en lang række overvågende algoritmer. Feedback fra brugere og manuel gennemgang af videoer er med til at sørge for, at indholdet er familievenligt.

Det er dog som forælder vigtigt at være opmærksom på, at der kan ske fejl på appen. YouTube skriver på deres hjemmeside:

”Men intet system er perfekt, og upassende videoer kan slippe igennem. Vi arbejder hele tiden på at forbedre vores sikkerhedsforanstaltninger og tilbyde flere funktioner for at hjælpe forældre med at skabe den helt rigtige oplevelse for deres familier.”

Det kan altså være en god idé som forælder fortsat at holde øje med, hvad dit barn ser via appen.

Sådan downloader du YouTube Kids

Du kan både hente YouTube Kids som app på tablet, smartphone, spilkonsol og Apple TV. Appen kan downloades gratis i Google Play Store og Apples App Store.

Børneversionen er som YouTube reklamefinansieret. Annoncerne henvender sig ligesom resten af indholdet til de små. Det er heller ikke tilladt på YouTube Kids med annoncer, hvor dit barn kan klikke sig videre via dem. Vil du alligevel slippe for de mange reklamer, kan du vælge at købe et abonnement på 119 kroner om måneden.