Grønne omgivelser i børns opvækst kan give færre psykiske lidelser i voksenlivet. Det viser en ny undersøgelse foretaget af forskere fra Aarhus Universitet. Jo mere børn op til tiårsalderen opholder sig i naturen, jo mindre er risikoen for at udvikle psykiske sygdomme. Dit barn kan altså have godt af at spille bold på græsarealer og at klatre i havens eller skolegårdens træer.
Grønne omgivelser i barndommen kan lette voksenlivet
Visse forhold kan øge risikoen for at få en psykisk lidelse. Eksempler er støj og luftforurening, som er mindre til stede i grønne omgivelser.
Børn, der har været omgivet af natur i deres opvækst, har op til 55 procent mindre risiko for at få en psykisk lidelse som voksen. Det viser undersøgelsen fra Aarhus Universitet. Det gælder på trods af at de danske forskere har taget højde for andre relevante risikofaktorer. De har blandt andet kigget på socioøkonomiske forhold og eventuel familiær tilbøjelighed til psykiske lidelser.
For at nå frem til resultaterne har forskerne gjort brug af satellitdata fra 1985 til 2013. Deres fokus har været på omfanget af grønne omgivelser nær godt en million danskeres barndomshjem. Forskerne har holdt satellitoplysningerne op imod risikoen for at få en ud af 16 forskellige psykiske lidelser som voksen.
Studiet er for nylig blevet offentliggjort i det amerikanske videnskabelige tidsskrift PNAS.
Flere og flere bor i byer
Det er bedre at vokse op på landet frem for i byområder, ligesom at det er bedre at bosætte sig i grønnere byer frem for naturfattige byer.
Personer i bynære områder har en øget risiko for at få en psykisk lidelse, men et stadigt voksende antal mennesker vælger at bosætte sig i byområder. Det gør sig gældende både på landsplan og på verdensplan. Flere og flere må derfor formodes at være i øget risiko for at udvikle psykiske lidelser i dag.