Der var engang en fattig prins; han havde et kongerige, der var ganske lille, men det var da altid stort nok til at gifte sig på, og gifte sig det ville han.
Nu var det jo rigtignok noget kækt af ham, at han turde sige til kejserens datter: “Vil du ha’ mig?” men det turde han nok, for hans navn var vidt og bredt berømt, der var hundrede prinsesser, som ville have sagt tak til, men se om hun gjorde det.
Nu skal vi høre:
På prinsens faders grav voksede der et rosentræ, oh sådant et dejligt rosentræ; det bar kun hvert femte år blomst, og det kun en eneste, men det var en rose, der duftede så sødt, at man ved at lugte til den glemte alle sine sorger og bekymringer, og så havde han en nattergal, der kunne synge, som om alle dejlige melodier sad i dens lille strube. Den rose og den nattergal skulle prinsessen have; og derfor kom de begge to i store sølvfoderaler og blev så sendt til hende.
Kejseren lod dem bære foran sig ind i den store sal, hvor prinsessen gik og legede “komme fremmede,” med sine hofdamer; og da hun så de store foderaler med presenterne i, klappede hun i hænderne af glæde.
“Bare det var en lille missekat!” sagde hun, – men så kom rosentræet frem med den dejlige rose.
“Nej, hvor den er nydelig gjort!” sagde alle hofdamerne.
“Den er mere end nydelig!” sagde kejseren, “den er pæn!”
Men prinsessen følte på den og så var hun færdig at græde.
“Fy papa!” sagde hun, “den er ikke kunstig, den er virkelig!”
“Fy!” sagde alle hoffolkene, “den er virkelig!”
“Lad os nu først se, hvad der er i det andet foderal, før vi bliver vrede!” mente kejseren, og så kom nattergalen frem; den sang da så dejligt, at man lige straks ikke kunne sige noget ondt mod den.
“Superbe! charmant!” sagde hofdamerne, for de snakkede alle sammen fransk, den ene værre, end den anden.
“Hvor den fugl minder mig om salig kejserindens spilledåse,” sagde en gammel kavaler; “ak ja! det er ganske den samme tone, det samme foredrag!”
“Ja!” sagde kejseren, og så græd han, som et lille barn.
“Jeg skulle dog ikke tro, den er virkelig!” sagde prinsessen.
“Jo, det er en virkelig fugl!” sagde de, som havde bragt den.
“Ja lad så den fugl flyve,” sagde prinsessen, og hun ville på ingen måde tillade, at prinsen kom.
Men han lod sig ikke forknytte; han smurte sig i ansigtet med brunt og sort, trykkede kasketten ned om hovedet og bankede på.
“God dag, kejser!” sagde han, “kunne jeg ikke komme i tjeneste her på slottet.”
“Jo nok!” sagde kejseren, “jeg trænger til en, som kan passe svinene! for dem har vi mange af!”
Og så blev prinsen ansat, som kejserlig svinedreng. Han fik et dårligt lille kammer nede ved svinestien og her måtte han blive; men hele dagen sad han og arbejdede, og da det var aften, havde han gjort en nydelig lille gryde, rundt om på den var der bjælder og så snart gryden kogte, så ringede de så dejligt og spillede den gamle melodi:
“Ach, Du lieber Augustin
Alles ist væk, væk, væk!”
men det allerkunstigste var dog, at når man holdt fingeren ind i dampen fra gryden, så kunne man straks lugte hvad mad der blev lavet i hver skorsten, der var i byen; se, det var rigtignok noget andet end den rose.
Nu kom prinsessen spadserende med alle sine hofdamer, og da hun hørte melodien blev hun stående og så så fornøjet ud; for hun kunne også spille “Ach, Du lieber Augustin,” det var den eneste hun kunne, men den spillede hun med én finger.
“Det er jo den jeg kan!” sagde hun, “så må det være en dannet svinedreng! hør! gå ned og spørg ham, hvad det instrument koster!”
Og så måtte en af hofdamerne løbe ind, men hun tog klodssko på. –
“Hvad vil du have for den gryde?” sagde hofdamen.
“Jeg vil have ti kys af prinsessen!” sagde svinedrengen.
“Gud bevar’ os!” sagde hofdamen.
“Ja, det kan ikke være mindre!” svarede svinedrengen.
“Han er jo uartig!” sagde prinsessen, og så gik hun, – men da hun havde gået et lille stykke så klang bjælderne så dejligt:
“Ach, Du lieber Augustin,
Alles ist væk, væk, væk!”
“Hør,” sagde prinsessen, “spørg ham, om han vil have ti kys af mine hofdamer!”
“Nej tak!” sagde svinedrengen, “ti kys af prinsessen, eller jeg beholder gryden.”
“Hvor det er noget kedeligt noget!” sagde prinsessen, “men så må I stå for mig, at ingen får det at se!”
* * * SLUT * * *
