De fleste forældre anser deres egne børn for at være deres kæreste eje. De er stolte af børnene og deler med glæde billeder af dem på sociale medier. Men faktisk er det de færreste, der spørger deres børn om lov, inden de deler billeder af dem. Det fremgår af en undersøgelse fra Børns Vilkår. Herved overskrider forældrene i princippet deres børns rettigheder.
Kun få spørger børnene om lov
Langt størstedelen af alle forældre deler billeder af deres børn på de sociale medier. Det viser undersøgelsen fra Børns Vilkår. Det gælder hele fire ud af fem forældre. Men det er altså kun de færreste forældre, der spørger deres børn om lov først.
64 procent af forældrene fra undersøgelsen spørger aldrig eller sjældent børnene om lov. Det er kun 14 procent af forældrene, der får tilladelse af deres børn, hver eneste gang de deler et billede. Undersøgelsens adspurgte forældre har børnehavebørn mellem fem og seks år.
Børnene har ret til at blive spurgt
Det er i princippet forældrenes opgave at beskytte deres børns privatliv. Børn skal inddrages og høres i overensstemmelse med deres modenhed og alder. Det gælder til hver en tid, når forældrene træffer beslutninger, der kan have betydning for børnene. Her er billeddeling af børnene ikke en undtagelse.
Alt det fremgår af FN’s Børnekonvention, som bliver anset for at være børnenes ’grundlov’. FN’s Børnekonvention er skrevet for at sikre, at børn har de samme rettigheder som deres forældre.
Det kan du overveje inden billeddeling
Det er værd at være bevidst om, at sociale medier som Instagram og Facebook får rettighederne til det billede, du vælger at lægge op. Overvej, om det kan have betydning for din handling. Det kan også være en god idé som forælder at tænke over, hvilket motiv du har for at dele et billede af dit barn. Du kan også overveje, om billedet kan blive en plage for dit barn, når det kommer i puberteten.
Det er kun dig som forælder, der kan afgøre, om du skal og bør dele billeder af dit barn online. Men det er en god idé at spørge barnet om lov først – ikke mindst for at lære dit barn kun at dele billeder af personer, der har givet deres samtykke.