DR Ramasjang har for nylig introduceret den animerede tv-serie ”John Dillermand”, som efter sigende henvender sig til børn i alderen 4-8 år.
Serien handler om John Dillermand, som har verdens længste dillermand, som får stakkels John rodet ud i en masse forskellige problemer – men heldigvis er dillermanden altid på pletten til at rede trådene ud igen.
DR-serien har i den grad fået seernes sind i kog, og den allerede meget omdiskuterede og kontroversielle John Dillermand deler i sandhed vandene.
Spørgsmålet er imidlertid, om der er noget om kritikken, eller om det bare er et glimrende eksempel på god humor og fængende børne-tv.
Uegnet for børn
Som sagt er det bestemt ikke alle Ramasjangs seere, der finder det lige sjovt og uskyldigt, når John Dillermand bruger sin lange dillermand til at dele post ud eller dirigere trafikken.
Blandt andet har debatten raset på Ramasjangs Facebookside, hvor en lang række forældre er rystede over DR’s påhit.
Kritikken går blandt andet på, at serien er fuldstændig uegnet for børn, idet den er både pervers, upassende og i det hele taget langt over den usynlige grænse, der bør være optegnet for børne-tv.
Mere alvorlige kommentarer pointerer, at John Dillermand kan bruges som et redskab for pædofile, og at serien derfor bør fjernes resolut fra DR’s forskellige digitale platforme.
Sjovt for de ikke-seksualiserede børn
Men det er ikke alle, der raser over John Dillermand og de mange måder, hvorpå han og dillermanden får rodet sig ud i diverse miserer, som de i fællesskab altid ender med at få vendt.
For der er også seere, der hylder ideen og er glade for det fundament, de ser serien som.
Forældre har således blandt andet brugt børneserien som afsæt til at snakke med deres børn om det kropslige, og flere seere beretter også, at deres børn er vilde med John Dillermand og griner helt vildt til de korte afsnit.
Samtidig er det en pointe, at børn i alderen 4-8 år på ingen måde er seksualiserede, hvorfor de aldrig vil opfatte serien som sjofel eller pervers.
Det er til gengæld nemt for voksne at få netop den opfattelse, fordi de kigger på John Dillermand gennem farvede voksenbriller, hvorfor de har et udgangspunkt og en forforståelse, der er diametralt modsat af børnenes.
I den henseende er der intet belæg for påstanden om, at serien er upassende og uegnet for børn, da de ikke er det mindste seksuelt bevidste og derfor kun har øje for morskaben.
Misforstået kropsligt fokus?
Et andet element i programserien, der bliver diskuteret, er det kropslige fokus, John Dillermand skaber.
Man kan stille sig selv spørgsmålet om, hvorvidt det er rimeligt, at man kun kan være en helt og redde dagen, hvis man har en penis, der tilmed er verdens længste?
Den snak om kroppen, serien afføder, kan på den måde være en anelse skævt vinklet, da fokusset er meget enstrenget, da eksempelvis numse, bryster og tissekone er kropsdele, der ikke får nogen opmærksomhed.
I værste fald kan det være med til at skævvride børns opfattelse af, hvad kroppen er, og hvordan alle kroppe er forskellige.
Omvendt kan man sige, at seriens fokus ikke er kroppen i sig selv, men snarere selvværd og det at hvile i sig selv.
Hver gang John Dillermand har rodet sig ud i problemer, det er lettest at løbe fra, bliver han nemlig mindet om, hvem han er – og så får han ellers besteget alle de bjerge, han måtte møde på sin vej.
I det perspektiv har serien et opdragelsesmæssigt aspekt.
